En del ved nok efterhånden, at RB-SANGEN er udgivet på video - den blev afspillet på storskærm i Roskilde Idrætspark (desværre med lidt tekniske problemer i starten), den har ligget på RB 1906's hjemmeside og her på RB-VENNER's hjemmeside i nogle uger. Snart kommer den på FC Roskildes hjemmeside og Facebook.
Mange kender formentlig ikke historien bag og ved ikke, hvor meget forudgående arbejde, der er fra idéen opstår til både musik og video er færdigproduceret - og hvem der egentlig synger med på koret.
Nu kan du få et lille indblik i tilblivelsen af musik og video.
Idéen udsprang fra tidligere formand i RB 1906, Frank Thaulow, der på et tidspunkt i 2017 spurgte mig om jeg, via mine kontakter til et musikstudie, kunne tage initiativ til at få optaget vores klubsang, så den blev foreviget på CD.
"Os gamle", der har haft vores gang i Roskilde Boldklub af 1906 i mange år, er opvokset med RB-SANGEN som en naturlig del af livet i klubben. Vi må dog bare sande, at ungdomsårgangene ikke kender sangen, og derfor ikke får glæde af den. Det syntes Frank der skulle gøres noget ved. Det lød som en super god idé, og jeg kunne kun bakke op om den - så jeg tog opgaven til mig.
Men hvad skal vi egentlig med en klubsang - hvad bruger vi den til og hvorfor er den vigtig. For mig giver den en fællesskabsfølelse og et tilhørsforhold. Når vi synger den sammen af vores lungers fulde kraft, føler man virkelig at vi er sammen om klubben, høj som lav, og man kan ikke undgå at blive lidt stolt og glad indeni. Jeg har faktisk lagt mærke til, at de fleste smiler lidt, når de synger den, og det er jo ikke så tosset.
Klubsangen synges til generalforsamlinger i klubben og i støtteforeninger, men også når vi skal hædre, fejre og sige tak til folk, der har relation til RB 1906.
Derfor må RB-SANGEN ikke fortabe sig i glemslen, når vi gamle medlemmer en dag ikke længere er i klubben mere. Den skal på CD, så de unge kan lære den.
Naturlig "holdleder", der kunne samle korholdet, var Jens Olsen. Han meldte hurtigt tilbage, at han og holdet var klar. Jeg gik i gang med at lave aftaler med musikstudiet, men en vandskade og efterfølgende udbedring af skaderne gjorde, at musikstudiet blev lukket til et stykke ind i 2018.
Jeg syntes RB-SANGEN egnede sig godt til at sætte musik til, så jeg tænkte, at vi ikke alene skulle lave den originale klubsag "acappella", men at der også skulle laves en version tilsat musik - og så skulle der laves en video, som kunne ligge på YouTube og diverse hjemmeside.
Onsdag den 23. maj 2018 var alt det forberedende på plads og Alfred, der arbejder i FC Roskilde med presse og sociale medier, var klar med videokameraet. Så der midt på dagen, efter "de gamles" formiddagstræning i motionsrummet og inden de skulle hjem til frokost i privaten, stod koret klar i musikstudiet. Bag mixerpulten sad min mangeårige gode ven, Kenneth Litte, der selv spiller musik, synger og producerer. Jeg har, sammen med Kenneth, tidligere lavet FC Roskilde-sangen "Ørnen højt på himlen".
RB-SANGEN blev sunget ind ad et par omgange, og så forlod "stjernerne" musikstudiet - hvor svært kan det være... :-)
Kenneth og jeg fik arrangeret og indspillet musikken.
I de efterfølgende uger brugte vi fire eftermiddage/aftener til at producere og "skrue på knapperne", inden det færdige resultat lå klar. Da musikken var helt færdigproduceret, med de små "tricks", der skal til, så de sprøde stemmer lyder optimalt, gik Alfred og jeg i gang med at lave videoen. Vi mødtes tre gange og udvekslede idéer og tanker, som Alfred arbejdede på ind imellem.
17. september 2018 blev den færdige video uploadet på YouTube.
Så nu ligger den der. RB-SANGEN er foreviget, som Frank så fint havde set. Nu skal vi bare huske at lære den til vores unge medlemmer i RB 1906. Den opgave påhviler os alle i klubben.
Hvis du vil have tilsendt en fil med den oprindelige version af RB-SANGEN (altså uden musik) kan du skrive til os her.
Teksten til RB-SANGEN finder du her.
Af Jan "Chapper" Bagger